Alternative Text
Partner, advokat (L) Niels Rud Aamann

Derfor er en god rykkerpolitik vigtig

Når du sælger varer på kredit, er det vigtigt med en præcis og effektiv rykkerpolitik.

En præcis og effektiv rykkerpolitik er vigtig for at undgå tab på debitorerne, men i ligeså høj grad for at minimere arbejdet med inddrivelsen af betalingen.

Sådan sikrer du en god rykkerpolitik

Advokat Niels Rud Aamann fra Penta Advokater har disse tre råd til en god rykkerpolitik.

  • Som det første bør du tage stilling til, hvor lang kredit du ønsker at give. I den forbindelse skal du huske, at du er sælger og ikke bank, så udgangspunktet bør være så korte frister som muligt.
  • Når du oplever, at en fakturas forfaldsdato overskrides, bør du altid sende en venlig men bestemt første rykker. Alle kan glemme at betale en regning eller overse den, eller måske er den ikke kommet frem med posten.
  • Hvis der ikke er nogen reaktion på den første rykker, har du en indikation af, hvordan debitor stiller sig til betalingen, og derfor kan tonen i de efterfølgende breve sagtens være mere skarp og skuffet

Det bør du vide om rykkere

Du må sende op til tre rykkere og et inkassovarsel. For at bringe sagen videre til en advokat er det kun et krav, at inkassovarslet er sendt, men typisk benytter man sig af to rykkere og en kombineret rykker/inkassovarsel.

Der skal være mindst 10 dage mellem rykkerne. Hvis du benytter dig at almindelig post, bør du lægge et par dage til, da fremsendelsestiden på post er op til 5 hverdage.

- Generelt bør du holde skarp fokus på forfaldsdage og fristdage. Det er min erfaring, at de kreditorer der reagerer hurtigst, er dem der lider færrest tab, lyder det fra advokat Niels Rud Aamann.